Skøn mindre landejendom i Helsinge, beliggende med skel til Statsskov - Høbjerg Hegn.
Stuehuset har et boligareal på 150 kvm og har højt til loftet. Det er indrettet med dejligt, stort og lyst køkken-/alrum med synlige bjælker og skøn gammel Christiansfeld kakkelovn, ligesom der er direkte udgang til både terrasse samt hyggelig lille havestue. Derudover et godt stort badeværelse samt entre med opgang til 1. salen, der er indrettet med stort soveværelse med udgang til balkon samt to gode værelser og lille toilet.
Udover stuehuset er der et anneks på 97 kvm godkendte boligkvadratmeter. Annekset er en rigtig god bolig, som er indrettet med stort køkken-/alrum med brændeovn og hvorfra der er udgang direkte til haven, to gode værelser samt badeværelse. Annekset er sammenbygget med sidebygning, hvor der er masser af mulighed for indretning til forskellige formål, ligesom at der er bryggers og fyrrum i denne bygning.
Et rigtig godt atelier i egen bygning er her også, ligesom der er en god hestestald med 2-3 hestebokse, værksted m.m. samt læskur/løsdrift.
Jordtilliggende udgør 2,7 ha som er udlagt med græs.
Her er en dejlig ro, rigt dyreliv og alligevel er man tæt på alt, herunder station, gymnasie, skole og daginstitutioner samt indkøb. Der er dermed rigtig god plads til at ejendommen kan favne sine nye ejere, uanset interesser, alder m.m.
Ejendommen er beliggende i Helsinge, i Gribskov Kommune med 15 min til Hillerød C og 37 min til Rådhuspladsen i København.