Møllebjergvej 3A, Dønnevælde, 3230 Græsted

Møllebjerggaard - Charmerende stråtækt idyl med to boliger

I udkanten af den lille landsby Dønnevælde finder I Møllebjerggaard, som er en helt igennem dejlig stråtækt 4-længet gård med 447 kvm boligareal fordelt på boliger. Det hele er i super stand og er indflytningsklart.

Stuehuset har et boligareal på 227 kvm og er indrettet med stort charmerende landspisekøkken med udgang til syd-vestvendt terrasse, stor stue med parketgulv, brændeovn og trappe til 1. salen, 2 værelser, entre, dejligt stort badeværelse med brus og badekar, praktisk vaskerum/bryggers samt disponible rum. 1. salen er indrettet med hyggelig stor opholdsstue med brændeovn, synlige spær, loft til kip og masser af lysindfaldstort. Dejligt stort gavlsoveværelse med fransk altan og walk-in, badeværelse med brus, mindre værelse samt stort gavlværelse med udgang til balkon med udsigt over egne marker. Overalt er der en rigtig god loftshøjde. Stuehuset er renoveret i 2003 og fremstår som en meget lækker og charmerende bolig.

I de to af længerne er i år 2003 indrettet en rigtig dejlig bolig II med et boligareal på 250 kvm i et plan. Boligen er lækkert indrettet med loft til kip i stort køkken-alrum, med udsigt til egne marker, hvorfra der er udgang til vestvendt terrasse. To dejlige og lyse en suite - stuer med synlige bjælker. I den anden længe er indrettet 4 store og gode værelser med fordelingsgang, hvoraf de to af værelserne har udgang til haven, to lækre og samtidig enkle og tidløse badeværelser, hvoraf den ene også har badekar samt bryggers/vaskerum. Hele boligen har gulvvarme med enten planke- eller klinkegulve og overalt er der en rigtig god loftshøjde og rumfølelse.

Haven er et helt afsnit for sig selv med store gamle træer, vækst-/drivhuse for slet ikke at glemme den hyggelige og stemningsfulde gårdsplads med den charmerede oprindelige pigstensbelægning, som man ankommer til når man kommer op ad indkørslen og ind igennem den gamle vognport.
Driftsbygningerne er på samlet 210 kvm og anvendes til mange formål, herunder bl.a. fyrrum til hele ejendommens træpillefyr, værksted, udhus, hønsehus m.m.

Jorden på i alt 9,9 ha er agerjord og ligger i smørhullet mellem Aggebo Hegn, Valby Hegn og Græsted Hegn og kan dermed gøres til et spændende naturområde med remiser, vandhuller og med en deraf rigtig god jagt.

En ejendom, som er meget velegnet til to familier, med interesse for at bo på landet tæt på naturen.En virkelig dejlig gård, som skal opleves!

Ejendommen er beliggende i Dønnevælde i Gribskov Kommune og afstanden til Helsinge C er 8 min, Hillerød C 20 min og Rådhuspladsen i København er 50 min